0

Om Victor B. Andersen

"Det menneske glemmer jeg aldrig"

Spørger man om hvorfor Victor B. Andersen’s maskinfabrik udgives skal man hellere spørge om hvorfor den landskendte maskinfabrikant Victor B. Andersen – som for tiden bor og har sommerhus i Rom – og som hver dag sidder og soler sig på bænken i Borghesehaven sammen med sine romerske veninder - siden 1975, har været den store inspirator og det fyldige blækhus for udgivelsen af tidsskriftet Victor B. Andersen maskinfabrik?

Kodeordet er poesi.

Victor B. Andersen mener at det at se en tegning, et foto, et bogstav, en håndskrift, en hat på en digter, at læse om H. C. Andersens rejsefeber og hans beskrivelse af den ulidelige lugt i en diligence og Niels Holgersens tætte kontakt med gåsen, deres fælles udsyn – at se det hele lidt fra oven - væk fra de blinde vinkler i biler uden stukværk og fyldt med dinglende bamser i førerhusene, er en fornøjelse og en god ting for Danmarks indbyggere at læse om.

Victor B. Andersen beder, eller nærmere forlanger, med andre ord redaktionen om at gøre metaltrætheden til et fast håndtryk. At give folk, der skal over stakittet og ud ad vinduet, et nap med, enhver interesse for flugtforsøg, med viden om tog tider, fly tider og sejl afgange burde efter Victor B. Andersens mening være et obligatorisk skolefag.

Victor B. Andersen mener at Maskinfabrikken skal være som en større lægebog til det manglende humør, en bog som bør ligge i de tusinde hjem under hovedpuden og sende hele Warszawa koncerten op i det ene øre og være med til at holde Danmark sammen, den skal være en skjult nattergal, med et bankende hjerte fyldt med gode råd.

Som ovenstående viser er redaktionen, og specielt den ansvarlige redaktør for Victor B. Andersen’s maskinfabrik, hele tiden under hårdt pres fra maskinfabrikanten i Rom. Han forlanger regelmæssige udgivelser af tidsskriftet, men nægter at give økonomiske tilskud til produktionen. Han mener, som medlem af De Grå Pantere, at enhver må yde sit og være glad til! Og er overbevidst om at enhver skovhugger med glæde vil fælde et træ hvis det skal bruges til Victor B. Andersen’s maskinfabrik.

Victor B. Andersen ved godt at Danmark er på kvarte lodder, men at med lidt læsning skal det nok gå.

Når en mand af Victor B. Andersens kaliber forlanger noget påtager man sig ansvaret og man gør det med stor glæde.

Det betyder at man ikke er bange for at ringe og man ikke er bange for at spørge til andre menneskers helbred, om de nu har papir og blyanter nok i deres hjem, og om reolen er klar til at modtage de sidste nye digte fra de kommende stjerneskud og derfor er Victor B. Andersen’s maskinfabrik til dato udkommet 77 gange, med i alt 12400 sider i sort/hvid A4, og vil fortsætte mens Grønland smelter.

Med venlig hilsen, på Victor B. Andersens vegne.

Kenn André Stilling